Hvorfor en erhvervsuddannelse?

En erhvervsuddannelse består af både teori og praksis, og fører til et job, der kræver ikke blot et godt hoved, men også kreativitet og hænder, der er skruet rigtigt på.

En erhvervsuddannelse er ikke bare en uddannelse, hver retning kræver sit særlige talent. Når du som forælder skal rådgive dit unge menneske, er det måske værd at tænke på, at erhvervsuddannelserne åbner mange muligheder. Mange forældre tænker måske umiddelbart, at gymnasierne er der, hvor de fleste muligheder er. Men det er ikke kun sådan, det er.

En erhvervsuddannelse giver dit barn en mulighed for at få en uddannelse, hvor man veksler mellem teori og praksis – hvor undervisningen bærer præg af, at man bruger sig selv på flere måder. Det er der faktisk mange, der trives bedst med – og tit blomstrer det unge menneske op og får fantastiske karakterer, fordi der ikke kun vægtes på det boglige, men i lige så høj grad på alle de andre håndværksmæssige kompetencer, vi mennesker besidder.

Direkte i job

Det er også muligt at læse videre eller oprette egen virksomhed. Lønnen er god på de fleste erhvervsuddannelser, og statistikken viser, at livslønnen praktisk talt er den samme, hvad enten du er akademiker eller håndværker.

Student og faglært på én gang

På mange af vores erhvervsuddannelser kan man tage en gymnasial uddannelse samtidig med erhvervsuddannelsen, den kaldes EUX. Det giver gode muligheder for den unge, som er målrettet eller er i tvivl om, hvilken uddannelsesvej han/hun skal tage. Med en EUX bliver man både student og faglært på én gang. Man har altså mulighed for at gå direkte i job som faglært og tjene penge eller bruge den gymnasiale del til at læse videre.

Det er en stor fordel at have en praktisk uddannelse, hvis dit barn ønsker at læse videre. Man kan ofte bedre forstå sammenhænge og problemløse, hvis man også har lært at arbejde med tingene praktisk – og ikke kun teoretisk.
Hvis man fx læser til diplomingeniør på bagrund af en tømreruddannelse med eux-forløb, ved man, hvad det vil sige at arbejde med de forskellige materialer, når man udarbejder tilbud, planlægger og styrer arbejdets udførelse.

Hvad med læreplads?

Det går rigtig godt for dansk erhvervsliv, og derfor er det blevet meget lettere at få en læreplads, specielt hvis man vil rejse efter den. Vores skoleoplæringscenter er hele tiden i kontakt med erhvervslivet og hjælper med at finde lærepladser til eleverne og derved lave de rigtige match.
Hvis det ikke lykkes at finde en læreplads til at starte med, er der mulighed for at komme i skoleoplæring. På mange erhvervsuddannelser er der uddannelsesgaranti. Det vil sige, at den unge er garanteret at kunne færdiggøre uddannelsen i skoleoplæring.

Specialpædagogisk støtte

På CELF bliver alle elever screenet i dansk ved start på skolen. Det betyder, at alle, der har behov, får tilbudt støtte. Det giver dig mulighed for at gennemføre din uddannelse på samme vilkår, som dine kammerater på skolen. Læs mere om Specialpædagogisk støtte her.